The film is also available with English subtitles and also in a tv-version length 58 minutes.

Filmen er set af anmeldere ved forskellige medier. Læs uddrag af anmeldelserne her:


Kristeligt Dagblad

Skildringen af drengene og koret, Mads Bille og den fantastiske musik i kirkerummene både i Danmark og i Berlins domkirke er med til at gøre filmen til mere end blot en dokumentarfilm. Filmen giver både gåsehud, glæde og sorg, og for det er den en stor anbefaling værd.
- Carina Fogsgaard Jacobsen


Herning Folkeblad

Der er bestemt grund til at tage en tur i biografen, for det er en imponerende oplevelse. Man behøver hverken at være fra Herning eller kende Mads Bille for at have stor fornøjelse af filmen. Det er en universel film om en af de såkaldte ildsjæle der tilsyneladende utrætteligt kæmper deres kamp for at realisere den drøm, der giver samfundet et nøk opad.
- Henrik Øster-Jørgensen


Politiken

Korfilm charmerer sig til varm anbefaling.
Og det er sandelig en smittende film, Moulvad har begået. Det er ikke mindst den anden ildsjæls fortjeneste, nemlig filmens hovedperson: korleder Mads Bille, som med egne ord er bange for udtrykket ’ildsjæl’, der for ham klinger af selvantændelse.
- Sophie Engberg Sonne


DR2 Premiere

Når filmen går under huden på de unge, så bliver det betydelig mere interessant. For det er her vi mærker hvilket modstand der skal overkommes for at lykkes med koret og for at lykkes i livet. Her har filmen en stilfærdig og vellykket comming of age dimension…..det er dem som i sidste ende rækker ind i mit hjerte og giver det et klem.
- Mikkel Munch-Fals

Herning Bladet

Alt i alt er det en både smuk, sine steder meget bevægende og alle steder meget vedkommende film, der fører os langt ind bag det, der i dag er blevet en af Hernings lysende kulturelle juveler. Det er skæbner, som er så barske, at mindre ånder kunne have fået en frygtelig gang ugebladsjournalistisk føleri ud af det. Den fælde er Anne Holst Moulvad ikke faldet i. Tværtimod formår hun at holde en distance fuld af både empati og i finfølelse, der giver disse hudløst ærlige portrætter en skønhed, der lever op til musikken
- Vagn Buch-Pedersen

KirkeogFilm.dk (læs anmeldelsen)

En stemme for livet er en dokumentar film af høj klasse.
Der er tale om en film, der ikke kun henvender sig til en lille smal gruppe med interesse for drengekor og kirkemusik, men bør ses af alle, der har lyst til at skifte bekendtskab med en ildsjæls arbejde – op og nedture i en hverdag, hvor hovedpersonen stiller store krav til sig selv og de drenge der arbejdes med.
Anne Holst Moulvad har formået at skabe en film, hvor hun på en stille og rolig måde skildrer Mads Bille og hans ihærdige arbejde på at udvikle sine drenge til noget stort. Samtidig formår hun at give en et indblik i nogle drenges liv, for hvem det ikke altid bare er så ligetil at leve.
- Evan Johansen


Nordjyske

Den afgørende fortællerstemme filmen igennem er Mads Bille, og han er fantastisk at høre på. Filmen fortæller også om nogle af de skæbner, der ligger bag stemmerne i koret. Her er det filmen bliver farlig på den fede måde.I disse portrætter er filmen tindrende smuk.
- Max Melgaard

En dokumentarfilm om en mand og hans projekt

En film om ledelse, social arv, fantastiske stemmer og vilje af stål. På den jyske hede har dirigent Mads Bille skabt et af Danmarks bedste kor af international klasse med drenge fra alle sociale kår. Et projekt der normalt kræver en millionby som grundlag, men en ildsjæl kan også gøre det.

Filmenholdet har i et par år fulgt Herning Kirkes Drengekor. Koret er Danmarks største leverandør af sangtalenter til konservatorier og Opera Akademiet. Dirigent Mads Bille finder sine drenge i 3. klasse, og de bliver ofte i koret i over 10 år. Der kommer ingen, eller meget få drenge fra hjem med klaver og PH-lamper. Dirigenten Mads Bille insisterer på, at talent er tilstede overalt. Det handler om at skabe forudsætninger for, at talentet kan folde sig ud. Det handler ikke om arv, men om miljø. Lige meget om drengene har en psykisk diagnose, er klassens ballademager eller fra et hjem uden musik, så er det afgørende, at de har en stemme som kan udvikles.

Instruktør Anne Holst Moulvad har arbejdet med filmen siden 2006. Det er der kommet en vellykket og spændende film ud af, som samtidig også er en stor musikalsk oplevelse.